Af Gustav Stubbe Arndal
Det mest forbløffende ved Donald Trump som politisk figur er, hvor simpel og åbenlys han er i sin væmmelighed. Det er svært at fascineres af ham, når der ikke synes at være nogen lag under hans narcissistiske, opportunistiske, magtliderlige ydre. Hvad han siger om Amerika er langt mere interessant, end hvad der kan siges om ham.
Dermed ingen overraskelse, at The Apprentice danner et bedre portræt af Amerika, end den gør af sin hovedperson. Ali Abbasi afgrænser sit studie af den fremtidige præsident til tiden i 70’erne og 80’erne, hvor den unge Donald (Sebastian Stan) gik fra at være en semibetydningsfuld rigmandssøn til en verdenskendt ejendomsudvikler. Med grynede billeder og tidspassende popmusik transporterer Abbasi os til et både stilet og realistisk New York på vej fra en økonomisk nedtur til et kokain-drevet, kapitalistisk drømmeland.
Vi zoomer også ind på en central figur i Trumps forvandling: Advokaten Roy Cohn (Jeremy Strong), en magtfigur i den ekstreme højrefløj, der banede vejen for Reagan-revolutionen. I filmens åbningsscene kigger Donald længselsfuldt mod advokatens private rum i en eksklusiv restaurant. Han vil være med hos de voksne, de vigtige. Det er så sympatisk, som han bliver i hele filmen – det går kun ned ad bakke derfra.
Donald er nemlig så heldig (og verden så uheldig), at Roy kan lide ham. Han giver både juridisk og personlig rådgivning og kræver blot venskab og loyalitet til gengæld. Jeremy Strong leverer en rå og beslutsom præstation som den selvbevidst skurkagtige Roy Cohn, og han får rig mulighed for flersidet skuespil, når sygdom og svaghed eroderer den stålfaste herre.
Sebastian Stan har ikke så meget dybde at lege med, men han formår at skabe en imponerende efterligning, der aldrig ender i parodi. Stemmelejet og mimikken er til tider skræmmende akkurat, men han lader den ikke overdøve skuespillet, når dramaet kræver mere end imitation.
Det er et åbent spørgsmål i filmen, om Trumps selvudnævnte læremester korrumperer en ambitiøs og modtagelig ung mand, eller om han blot giver en allerede ondsindet forretningsmand mulighederne for at føre sig frit frem. Bliver Donald koldere i hjertet med tiden, eller bliver han bare rig nok til, at han kan være ligeglad med at spille sød?
Denne usikkerhed går ud over filmens dramatiske klarhed. Donalds romance med sin første kone Ivana (Maria Bakalova) skal både overbevise os om, at han faktisk kan charmere en pige og endda forelske sig, og demonstrere, hvor følelsesforladt han bliver i sidste ende. Filmen præsenterer veldokumenterede hændelser, inklusiv et chokerende overgreb på Ivana, med en kølig afstand, der næsten er anklagende mod publikum.
Det er selvfølgelig ikke muligt at adskille Trump i The Apprentice fra den fascistiske grobrian, der kører valgkamp i dag, og filmen er af og til lidt for åbenlys om hans fremtid i politik. Cohns opfordring til ”aldrig at indrømme et nederlag,” kan næsten kun fortolkes som en reference til kupforsøget i 2020.
På en måde er Abbasi mest provokativ, når han holder tilbage. Når han lader os bedømme, hvor Donald Trump – realitystjernen, forretningsmanden, præsidenten – egentlig opstod. Fra hans fars forventninger? Fra et samfund, der belønnede hans værste instinkter? Fra den forkerte mentor på det forkerte tidspunkt? Ved filmens slutning synes Abbasi at foreslå en forklaring: måske er Trumps øjne bare tomme. Måske var der aldrig noget under overfladen til at starte med.
Kommentarer